Mitt hjerte alltid vanker / i Jesu føderom, / dit samles mine tanker / i deres hovedsum. /
Der er min lengsel hjemme, / der har min tro sin skatt; / jeg kan aldri glemme, / velsignet julenatt.
Du mørke stall skal være / mitt hjertes frydeslott. / Der kan jeg daglig lære / å glemme verdens spott. / Der kan jeg best besinne / hvori min ros består. / Når Jesu krybbes minne, / meg rett til hjerte går.
Hvi skulle herresale / ei for deg pyntet stå? / Du hadde å befale / alt hva du pekte på. /
Hvi lot du deg ei svøpe / i lyset som et bånd, / og jordens konger løpe / at kysse på din hånd?
Hvi lot du ei utspenne / en himmel til ditt telt, / og stjernefakler brenne, / o store himmelhelt? /
Hvi lot seg ei til syne / en mektig englevakt, / som deg i silkedyne / så prektig burde lagt?
En spurv har dog sitt rede / og sikre hvilebo. / En svale må ei bede / om nattely og ro. /
En løve vet sin hule / hvor den kan hvile få – / skal da min Gud seg skjule / i andres stall og strå?
Akk, kom, jeg vil opplukke / mitt hjerte, sjel og sinn, / med tusen lengselssukke: /
Kom, Jesus, dog her inn! / Det er ei fremmed bolig, / du har den selv jo kjøpt. / Så skal du blive trolig / uti mitt hjerte svøpt.
Jeg vil med palmegrene / ditt hvilested bestrø. / For deg, for deg alene / jeg leve vil og dø. /
Kom, la min sjel dog finne / sin rette frydestund, / at du er født her inne, / i hjertets dype grunn!
(H. A. Brorson)
